Dragen og Fuglen 

DRAGEN OG FUGLEN – en minidukketeaterforestilling om at vælge det ægte frem for det kunstige.

Forestillingen er bygget op i en gammel kuffert, og fortællingen er inspireret af Nattergalen af H. C. Andersen. Den er nonverbal og fortællingen væves sammen af sang og lyde, og kan opleves af alle mennesker på tværs af alder, nationalitet og kultur.

Temaet om valget af det ægte bliver behandlet på lettilgængelig og lyrisk vis. Forestillingen er en parallel til, hvordan vi prioriterer vores opmærksomhed i dag.  Den fungerer som et lille pusterum i den daglige trommerom og bringer mennesker sammen om en fælles og kort tidsmæssig oplevelse. Den er en modsætning til den strøm af digital information, vi lever i og påvirkes af, hvor det er nemt at føle sig overvældet og magtesløs. Her dannes rum for at standse op – kortvarigt – vende tilbage til autenticiteten og blive nærværende med hinanden.

Forestillingen varer ca. 20 minutter og kan spilles udendørs eller indendørs. Konceptet er at forestillingen spiller i loop indenfor en given tidsramme på ca. 1½-3½ time. Alt i forestillingen er småt, og er derfor bedst egnet for et mindre publikum på max. 22 personer ad gangen.